Vælg en side
Fastelavnsboller

Ingredienser 

Til min. 8 stk.

BOLLEDEJ
2 dl sødmælk
100 g smør
25 g gær
2 æg
60 g sukker
100 g ølandshvede
400 g hvedemel (måske lidt mere, det kommer an på dejen)
1 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. salt

CREME
½-1 stang vanilje
40 g æggeblommer
70 g sukker
2 spsk. maizena
2½ dl sødmælk

REMONCE
100 g sukker
100 g marcipan
100 g smør
1 tsk. stødt kanel

SÅDAN GØR DU

DEJ

Lun mælken i en gryde til det er lillefinger varmt. Kom mælken i en stor skål og rør gæren ud her i.

Du rører nu salt, sukker, æg og kardemomme i mælken.

Tilsæt ølandshveden og rør den godt ud i mælken.

Tilsæt halvdelen af hvedemelen (måske lidt mere) til du har en sammenhængende dej.

Så tilsætter du blødt smør lidt ad gangen. Det er en fordel at røre dejen på en røremaskine på laveste hastighed.

Derefter tilsætter du resten af hvedemelet og lader dejen ælte i 8-10 min. ved lav hastighed, til den er glat og smidig.

Lad dejen hæve i skålen et lunt sted i ca. 1 time. Tildækkes med et viskestykke.

 

CREME

Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Bland det sammen med lidt af sukkeret, så undgår du at kornene klumper sammen.

Kom sødmælk, halvdelen af sukkeret og vaniljekorn og den tomme vaniljestang op i en gryde og kog det forsigtigt op.

Kom resten af sukkeret i en skål sammen med æggeblommer og maizena og rør det sammen.

Hæld halvdelen af den kogende mælk over æggeblandingen i skålen, imens du pisker det godt igennem.

Kog nu resten af mælken op igen og hæld mælkeblandingen fra skålen ned i gryden, mens du pisker kraftigt. Skru lidt ned for varmen, så cremen kun lige koger og fortsæt med at piske i et par minutter. Meget vigtigt du pisker så kraftigt som muligt, så du ikke ender med en scrambled egg.

Hæld den varme creme op i et fad eller skål, og læg et stykke køkkenfilm direkte på cremens overflade. Stil cremen i køleskabet, og lad den køle helt af inden brug.

Du kan tage vaniljestangen op af cremen når den er kølet af. Du kan med fordel lave cremen dagen før du skal bruge den. Opbevar den koldt i en lukket beholder.

 

REMONCE

Rør sukker og marcipan sammen.

Tilsæt så smør lidt efter lidt til det er rørt helt ud i massen. Pas på du ikke rører for længe da den så vil blive for flydende når den bages.

 

SÅ SKAL BOLLERNE BAGES…

Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.

Slå dejen sammen og del den i to lige store dele.

Rul hver del ud til en firkant på ca. 10 x 40 cm og ca. ½ cm tyk – på et meldrysset bord. Skær hver firkant ud i 4 firkanter. Du kan også vælge at skære dem mindre, vigtigst er bare at det er kvadratisk.

En god teskefuld creme og remonce kommes på hver firkant. Du kan også skære et fridskt æble i små tern og komme i sammen med remonce og creme, det giver en dejlig syre til den søde. Du kan også tilføre en god marmelade.

Så skal du samle dejen omkring fyldet. Dette gøres ved, at du først samler de fire hjørner, og dernæst samler de ‘nye’ hjørner, der formes. Tryk forsigtigt dejen godt sammen, så der ikke er nogle huller ind til fyldet, og placér dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bollerne stilles med én bolles mellemrum og med lukkesiden nedad.

Så skal fastelavnsbollerne efterhæve i 45 minutter.

Når hævningen er færdig, pensler du bollerne med lidt mælk. Mælk gør at du får en glat men lidt mat overflade. Du kan også piske et æg og pensle med det, det giver en mere glansfuld og gylden fastelavnsbolle.

Uanset hvad du gør, så sørg for at pensle over det hele, så du får en bolle der er ensartet i udseendet.

Sæt bollerne midt i ovnen og bag dem 15-20 min eller til de har en pæn gylden overflade.

 

PYNT

Glasur

Glasur laves af flormelis tilsat en anelse vand.

Du kan også tilsætte farver eller usødet kakaopulver. Det er vigtigt at din glasur er godt tyk, så den ikke løber af fastelavnsbollerne.

 

Chokoladeglasur

100 g kraftig mørk chokolade smeltes over vandbad. Når chokoladen er smeltet tager du skålen af vandbadet og pisker 10g koldt smør i, til du har en blank chokolade.

Nu kan du dyppe dine fastelavnsboller i chokoladen.

 

Ovenpå de forskellige slags glasur kan du eventuelt pynte med:

Tørrede blomster, friske bær, mandelflager, tørrede bær, krymmel, guld- eller sølvflager samt forskelligt farvet slik.

VELBEKOMME

 

Se også
Ring mig op
close slider

Lad os komme til dig…


Events og fester, firmarelaterede arrangementer, butikker eller restauranter? 
Udfyld nedenstående og skriv gerne en besked om, hvilket emne du ønsker at høre mere om – så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Tak for din interesse!

NYHEDSBREV


Er du privat eller virksomhed?

Tilmeld mig jeres nyhedsbrev, tak!