TO ÅRTIER PÅ DEN
AARHUSIANSKE
MADSCENE –
MARTIN IB KAN FEJRE
20-ÅRS JUBILÆUM
En god fortælling
MANDEN BAG MIB
Den velkendte kok Martin Ib, som er manden bag vores gastronomiske koncern MIB, fejrer 20-års jubilæum som iværksætter. En koncern i en eksplosiv vækstrejse, hvor Martin Ib siden tidernes morgen har været front-runner, og stadig fungerer som aktiv CEO, bestyrelsesmedlem samt forretningsudvikler for den anerkendte MIB-koncern.
EN LOLLIK SLÅR RØDDER
Med fokuspunkter som struktur, arbejdsomhed og ærlighed, har den kreative gastronom skabt et madimperium fra bunden, siden han som bare 16-årig flyttede fra fødeøen Lolland til Aarhus. Her blev han udlært tjener, var forbi den Kongelige Livgarde og efterfølgende uddannet kok med flere år som køkkenchef, inden han i 2004 blev selvstændig restauratør. Siden da har MIB-virket taget fart, og udgør nu mere end 12 forskellige virksomheder, som beskæftiger mere end 150 ansatte og årligt bespiser mere end 1. mio mennesker.
Virksomhedsnavnet MIB – Martin Ib er efterhånden synonym med iværksætteri og gastronomisk detailudvikling. Vækst er da også et nøgleord i koncernen, som blandt kunder og kolleger i branchen anerkendes for sit store bidrag til den østjyske madscene.
MIB er et veletableret brand blandt især aarhusianerne, som oplever virksomheden repræsenteret i alt fra private dining i dagligstuen, restauranter, frokostordninger, måltidskasser og bagerier, til madoplevelser på Smukfest, gallaåbning og Street Food ved Ridehuset til Aarhus Festuge.
IMPERIET UDVIDER – RØDDERNE VOKSER
For Martin Ib er basen i Aarhus. Herfra udvides forretningen løbende med nye gastronomiske grene på landsplan – senest med en række kantiner på Sjælland. En vækst, som ikke var mulig uden dygtigt personale og den velkendte tilgang om at hos MIB er alt lige godt – stort som småt, og mangfoldighed, som ligger Martin Ib på sinde.
”Det kræver støtte og et godt teamwork at drifte og vækste en organisation i MIB’s størrelsesorden. En støtte, som jeg takker mit dygtige personale for. På mit initiativ bakker de altid op om mine til tider vilde og anderledes idéer – og sammen får vi det til at ske.” smiler Martin Ib.
Samtidig med Martin Ib’s 20-års jubilæum fejrer vi også netop at være åbnet med selskabslokaler og kantinedrift på ny lokation i kontorhuset TRÆ på Sydhavnen i Aarhus. Hvad næste skridt byder på for Martin Ib og hans virke MIB vil tiden vise, men én ting er sikkert: Vækstrejsen fortsætter.
”Jeg vil også gerne takke aarhusianerne for at have spist med igennem de sidste 20 år, og jeg håber at de vil fortsætte med at støtte op om de lokale
Aarhus-virksomheder i restaurationsbranchen og øvrige.” afslutter Martin Ib.